Én danskers gigantiske nedtur var en andens optur.

Det var hjerteskærende, da det danske stortalent Malthe Jakobsen udgik fra føringen af søndagens firetimersløb i den Europæiske Le Mans Serie med kun 40 minutter til mål.

I stedet kunne Frederik Vesti for første gang, siden han forlod Formel 2, træde tilbage op på podiet efter et racerløb.

Vesti, der er reservekører for storholdet Mercedes i Formel 1, og hans holdkammerater hos Cool Racing endte på andenpladsen i løbet.

Danskeren var selv lynende hurtig bag rattet midtvejs i løbet, inden han overlod tøjlerne til franskmanden Paul-Loup Chatin, der kørte bilen over målstregen.

Det kunne dog have været dobbelt dansk triumf i løbet på den tidligere Formel 1-bane Paul Ricard i Frankrig.

20-årige Malthe Jakobsen, der forleden blev sat i forbindelse med et overraskende skifte til Formel 1, førte i Cool Racings anden bil, da han blev ramt af en teknisk defekt og måtte udgå kun 40 minutter før mål.

Jakobsen og holdkammeraterne Lorenzo Fluxa og Ritomo Miyata vandt årets første løb i ELMS, men nu mister de altså mesterskabsføringen.

Det lignede længe endnu en triumf for danske Malthe Jakobsen.
Det lignede længe endnu en triumf for danske Malthe Jakobsen. Foto: Twentyonecreations
Vis mere

Den safetycar, der kom som følge af Malthe Jakobsens uheld, kostede samtidig den danske stjerne Michelle Gatting og Iron Dames-holdet sejren i GT3-klassen i løbet.

Hun endte i stedet på fjerdepladsen – kun ét sekund fra podiet.

Det danske hold Formula Racing med rigmanden Johnny Laursen, hans søn Conrad Laursen og den danske Ferrari-stjerne Nicklas Nielsen kunne ikke gentage deres GT3-triumf fra sæsonens første løb.

De sluttede på en skuffende niendeplads søndag.