Tusindvis af fans invaderede banen, da det lørdag stod klart, at Ipswich Town vender tilbage til Premier League efter 22 år.
Langt derfra – i Miami – festede klubbens sponsor og klart mest kendte fan, Ed Sheeran.
Udover at drikke øl med en række andre Ipswich-fans, så ringede popstjernen også på FaceTime til Ipswich-spillerne, der dansede og jublede i omklædningsrummet.
Det viser en video på Ed Sheerans Instagram-profil. Se den nederst i artiklen.
Sheeran er i Miami i forbindelse med weekendens Formel 1-grandprix, hvor han også gav koncert lørdag.
Alligevel havde han altså tid til at feste løs over hjerteklubbens historiske præstation.
Det er andet år i træk, at Ipswich rykker op.
»Meget følelsesladet. Det er ikke så længe siden, at jeg sad på Portman Road og så dem tabe i League One med 11.000 tilskuere. Det er stort for klubben, stort for byen og stort for fodbolden og viser, at alt kan ske med tro og passion,« skriver Ed Sheeran i opslaget.
»Tillykke til alle spillere, folk i klubben og selvfølgelig super Kieran (McKenna, klubbens manager, red.). Jeg er ked af, at jeg ikke kan være med til at fejre det.«
På klubbens trøje står der +–=÷× Tour, fordi popstjernen er trøjesponsor.
Ipswich vandt sit hidtil eneste engelske mesterskab i 1962 og havde sin storhedstid i 1970'erne og starten af 1980'erne, der kulminerede med en UEFA Cup-triumf under den senere landstræner Bobby Robson.
Ipswich spillede senest i Premier League i 2002.